Menu

Uskøn kamp endte med sejr til Ringsted Pigefodbolds U15-hold

image
Morten Frederiksen
11. januar 2020 kl. 15:27
Træværket stod i vejen for større sejr.

Lørdag formiddag tog Ringsted Pigefodbolds U15-piger imod Svogerslev BK på kunstgræsset ved Ringsted Stadion.

Ringsted-mandskabet havde et nederlag for midtuge-kampen mod Lynge Broby at hive sig op fra. En kamp, hvor manglende indstilling og vilje gjorde udslaget.

Derfor var temaet op til dagens kamp, at samtlige Ringsted-spillere skulle være klar til at dominere kampen - tætte markeringer, bevægelse uden bold og turde holde fast i bolden.

Ringsted-mandskabet kom dog også bedst fra start, og der var hurtigt tydeligt at man var gæsterne overlegne i store dele af spillet. Der fremkom enkelte chancer til værterne, uden dog at man rigtigt fik testet defensiven hos Svogerslev BK. Umiddelbart så det ud til blot at være et spørgsmål om tid, før man fik hul på bylden, og man forventeligt kunne bringe sig i front.

Men Ringsted-dominansen blev ikke omsat til mål, og Svogerslev, som kun stillede med 11 spillere benyttede hver en mulighed for at trække tempoet ud af kampen. Enhver dødbold var et halvt til et helt minut om at blive taget, og dermed var det som om alle blev lullet lidt i søvn.

Stik mod chancer og spil, var det Svogerslev, der 4 minutter inden pausen fik sat bolden ind til 1-0 på et forsøg lige uden for feltet. En våd Berlinger at få i hovedet for hjemmeholdet.

I pausen blev der talt med store ord, og igen var emnet indstilling og vilje. 

Anden halvleg var egentlig meget lig første - en masse spil frem og tilbage hen over midten. Svogerslev havde ikke et eneste skud på mål, og Ringsted-pigerne kunne ikke rigtig finde løsningen til at komme igennem til afgørende chancer. Der var 3 forsøg som ramte overligger og stolpe - så vildt frustrerende ikke at få afkast på gode afslutninger.

Midt i halvlegen lykkedes det dog for Signe Larsen at få passeret Svogerslev-keeperen, og dermed balance i regnskabet.

Resten af halvlegen pressede hjemmeholdet på for den afgørende scoring. Man skulle helt hen til 2-3 minutter før slutfløjtet før, Ringsted-pigerne kunne juble over endnu en scoring. Efter et godt eksekveret hjørnespark, endte boldet i det lille felt. Og blandt venner og fjenner dukkede Zina Omar op med den frelsenede fod, som sendte bolden i nettet.

Mest positivt fra kampen i dag var de tre point, men Ringsted-mandskabet har stadig noget tænding at arbejde med op mod de næste kampe.