Menu

U15-pigerne er klar til pokalsemifinalen

image
Morten Frederiksen
04. oktober 2019 kl. 17:48
Flot spil sikrede sejren over Herlev IF

U15-pigerne havde spillet sig frem til kvartfinalerne i årets pokalturnering, og skulle onsdag aften kæmpe mod Herlev IF om en plads i semifinalen.

Kunstgræsset i Ringsted lagde bane til en kamp, som der var set frem til i et stykke tid.

Gæsterne fra Herlev, der lever et liv i den modsatte række af Ringsted, har gennem sæsonen leveret rigtig godt og ligger på en flot andenplads – som er sikret med blandt andet en sejr på hele 18-0.

Der var derfor spændende hvad der stod overfor Ringsted-mandskabet. Oplægget til kampen, gik på at stå kompakt defensivt, kombinere sig frem af banen, samt få den ild i øjnene der kan afgøre kampe.

Ringsted-pigerne startede også kampen bedst, og var toneangivende i kampens start, og fik spillet sig frem til enkelte chancer.

Føringen til 1-0 kom til Ringsted efter 10 minutters spil, hvor Julie Søndergaard sendte et hjørnespark ind tæt på mål, hvor bolden faldt ned og ramte en Herlev-spiller i ryggen og ind i nettet bag målmanden. Perfekt start på kampen for hjemmeholdet.

Men godt som man troede at Ringsted-holdet var i balance, svarede Herlev-mandskabet hurtigt igen, og på det efterfølgende angreb lå bolden bag Kajsa Toftegaard i Ringsted-målet. Ikke godt nok, at lade Herlev komme så hurtigt igen, og koncentrationssvigt kan være årsagen hertil.

Men herfra var det Ringsted der satte sig tungt på kampen. Sammenspillet fungerede flot, og aftalerne blev holdt pigerne imellem. Allerede i det 17. minut kunne Signe Larsen bringe hjemmeholdet foran, og Josefine Holden gjorde det til 3-1 inden pausen.

Ringsted-holdet var i balance, og havde en god fornemmelse af kampen.

Anden halvleg startede som første sluttede, og Ringsted-pigerne satte sig tungt på spillet. Chancerne kom kontinuerligt til Ringsted, som var meget målsøgende.

Kampen blev reelt afgjort i det 37. minut, hvor Josefine Holden scorede til 4-1. Herfra var det muligt for hjemmeholdet at slippe speederen lidt, og der blev eksperimenteret med forskellige taktiske muligheder og opstillinger.

Herlev-mandskabet kom også til chancer – enkelte store – men Kajsa i målet, viste storspil og med stor overlegenhed reddede de nærgående forsøg.

10 minutter før slutfløjtet kronede Ringsted-pigerne en god indsats ved at Zina Omar kunne score til 5-1 efter et godt gennemspillet angreb.

Men denne solide og sikre sejr, er Ringsted-pigerne nu kvalificeret til semifinalen i årets pokalturnering, som vil blive afviklet i foråret 2020.

Næste opgave for U15-holdet er lørdag kl. 11.30 på hjemmebane hvor Skjold Birkerød kommer på besøg.